Der findes designer-tøj, designer-drugs og designer-drinks, men findes der også designerbabyer? – børn, der er skabt med afdøde geniers gener?
Ole Cliffords nye roman signalerer uskyldens forfald på alle fronter og sætter spørgsmålstegn ved genforskningens etiske aspekter.
Det, der begynder med en simpel kontraktundersøgelse for en medicinalgigant i finanskrise, udvikler sig hurtigt i en helt uventet retning. Hvor langt er kontraktens bagmand, forskeren, der har brudt de genetiske koder, og nu skaber designerbørn efter forældrenes specifikationer, villig til at gå? Den amerikanske detektiv, Harry McFarlane, og den danske it-hacker, Mikkel Alvarssen, tidligere idømt 17 års fængsel i Schweiz, står nu over for en opgave, der bliver sværere og sværere at gennemskue, jo længere de trænger ind det tophemmelige genetiske forskningsnetværk.
Om Ole Clifford:
Ole Clifford (f. 1945) er forfatter, erhvervskommunikator og foredragsholder. Han har boet og arbejdet i USA som professionel forretningsmand i 20 år inden han sprang ud som forfatter og bosatte sig på Lolland (Sakskøbing). I Troldmanden fra Waterloo lever Ole Clifford til fulde op til omtalen i Den Store Danske Encyklopædi: ”Forfatterskabet har en international orientering og forener kravet til en spændende historie med refleksioner over tilværelsens fundamentale spørgsmål.”
Pressen skrev:
"Spænding i farverig international stil. Med et strejf af dansk hygge og tilpas meget glimt i øjet kan Ole Clifford skære en historie, så selv de vildeste indfald glider ned. 4 ud af 6 stjerner - Mette Strømfeldt, Berlingske Tidende
"Ole Clifford er blevet et af de store danske navne i thrillergenren. Det er lykkedes Ole Clifford at skrive en fremragende spændingsroman, som behandler en række store og aktuelle etiske spørgsmål inden for mulighederne i den moderne genetiske bioteknik." Jan Vandall, MetroXpress
"Clifford er god til at » snyde « sine læsere. Bedst som man tror man har styr på de spegede sammenhænge, dukker der overraskede handlingsskift op, og når det hele til sidst synes at gå fint op, sker det med atter et elegant twist." Henrik Tjalve, Frederiksborg Amts Avis
"(..) en bemærkelsesværdig thriller, hvor læseren på samme tid underholdes, bliver klogere og stilles over for en række etiske dilemmaer." Erling Andersen, Jydske Vestkysten
"Medicinalindustriens og forskningens etik og moral indenfor kloning og genforskning til debat i denne tankevækkende "science thriller". (...) Clifford er tydeligvis godt inde i sit stof, og han formår at gøre beskrivelserne af markedsøkonomierne, genforskningen og IT-mulighederne levende for læseren." Arne Larsen - Litteratursiden
"Clifford har fået et i lange passager spændende eventyr på benene. Så er man til kulørt underholdning, kan man få nogle fornøjelige timer med Troldmanden fra Waterloo." Kochs Krimier
"Spændingsbog nr. 4 af danske Ole Clifford, og i den bedre ende af skalaen. For de, der kan lide Grisham, Crichton og andre med traditionel, kontant spænding og aktuelle problemstillinger." Lene Kristiansen - Lektørudtalelse