Unge, smarte og ambitiøse ugebladsredaktør Lisa Edwards tror at hendes verden er brudt sammen da hendes fantastiske nye job viser sig at være en forvisning til Dublin hvor hun skal søsætte et helt nyt dameblad, Colleen. Havde det ikke været for hendes forpjuskede og humørsvingende, men særdeles kønne chef, Jack Devine, ville hun have snurret omkring på sine stilethæle og taget det første fly hjem til London. Alt tyder på at opgaven vil ende i en fiasko af de helt, helt store. Men hun er Lisa. Og hun hader fiasko.
Ashling Kennedy, nyansat på Colleen, har også problemer. Hun er prisbelønnet sortseer og har altid vidst at noget haltede i hendes liv. Ikke fordi hun ikke har nogen talje, ingen kæreste og køber alt for mange håndtasker. Men fordi der er et hul i hendes hjerte, som den lille lysende prik der bliver tilbage på skærmen når man slukker for fjernsynet. Det menneske hun misunder allermest, er hendes ældste veninde Clodagh Kelly – og det med meget god grund.
Clodagh er altid blevet kaldt for Prinsessen. Hun er forgyldt af livet og har altid fået hvad hun pegede på (og hvorfor egentlig ikke når man nu er den smukkeste pige i klassen?). Hun har også giftet sig med sin prins og fået to vidunderlige unger, men hvordan kan det så være at hun en gang imellem får lyst til at kysse en frø? Ja, når sandheden skal frem: Gå i seng med en frø?
En intelligent romantisk komedie, skrev Weekendavisen