Et hold internationale arkæologer arbejder på en byggeplads nord for Napoli, da en ca. 4000 år gammel urnelignende genstand dukker op af undergrunden. Nogle mystiske inskriptioner er gemt indeni.
Fundet kan vende op og ned på den vestlige verdens historiske viden og sætte en lavine af magtkampe i gang på flere niveauer. Med ét kan der sættes spørgsmålstegn ved kirken, staten og den vestlige verdens retningslinjer.
Inden fundet kan nå et blive katalogiseret, bliver det stjålet. Hvad arkæologerne ikke ved, er, at en videnskabsmand har løst fundets historiske kode. Hemmelige videnskabelige undersøgelser, der involverer en israelsk historiker, samt astrologer fra NASA og Vatikanet, afslører, at krukkens indhold er nogle stentavler, der kan dateres tilbage til Moses tid.
Spørgsmålet er, om det er resterne af de 10 bud, som arkæologerne har fundet, og om fragmenterne i virkeligheden er et 11. bud, der aldrig nåede til verdens kendskab, inden det første sæt tavler blev slået i stykker. Hvem opsporer det historiske fund først: kirken, staten eller de fanatiske samlere? Og hvilken betydning får det for vores opfattelse af menneskehedens fremtidige skæbne?
Den italienske udgravningschef Giancarlo Vincenti sætter sin prestige ind på at afsløre gerningsmændene og allierer sig med sin danske kollega Christina Nielson. De hvirvles ikke alene ind i et spind af korruption og løgne – de ender med selv at stå på listen over hovedmistænkte. Samtidig stilles de over for et af tilværelsens store spørgsmål: Hvor kommer vi fra?
"…Clifford forstår at mikse ingredienserne, så det hele bliver plausibelt og meget underholdende. Med et strejf af mysticisme, et skvæt af ufo-teori, lidt italiensk folklore, og nogle gode personer, en indsigt i det arkæologiske, og det italienske samfund, har Clifford kreeret en intelligent og ferm spændingsroman, der fængsler fra start til slut, og meget imponerende, da det hele jo egentligt er noget opspind og uden hold i virkeligheden, men det er vel det, der er det fascinerende." Karsten Just, lektør.