På en boreplatform mellem Norge og Skotland er man ved at gøre klar til en sikkerhedsøvelse. Der er fem dykkere, og det starter med hverdag og rutine, indtil de fire opdager, at der i den femte dykkerdragt gemmer sig en kvinde. Alene hendes køn er en provokation.
Sikkerhedsøvelsen går ud på at tjekke den nye avancerede trykkabine, og mens øvelsen finder sted, bliver platformen Deep Seahorse påsejlet; dybt i dens understel af wirer har en uvedkommende russisk ubåd forvildet sig ind, og det der skulle have været en sikkerhedsrutine udvikler sig – til et menneskeligt og psykologisk mareridt og et storpolitisk drama.
Aino Trosells første dyk rammer effektivt – og delvis under bæltestedet, men forfatteren vil have læseren længere ned. I dybet.
Der er masser af spænding og gode personskildringer i denne dykkerthriller. Forfatteren forstår virkelig at skrue et plot sammen...
Jette Landberg, lektør.