"MIN KÆRE OG ULYKKELIGE EFTERFØLGER: Uanset hvem De er, er det med beklagelse, at jeg forestiller mig Dem læse den beretning, jeg her må nedfælde. Beklagelsen gælder til dels mig selv – for jeg vil uden tvivl være i knibe, måske være død, eller det der er værre, hvis dette falder i Deres hænder.
Men min beklagelse gælder også Dem, min endnu ukendte ven, da brevet en skønne dag kun vil blive læst af nogen, der har brug for så skændig en oplysning. Selv om de ikke er min efterfølger i anden forstand, vil De snart blive min arving – og det smerter mig at testamentere min måske ufattelige oplevelse af det onde til et andet menneske. Hvorfor jeg selv arvede den, ved jeg ikke, men jeg håber at få det at vide før eller siden –måske mens jeg skriver til Dem eller måske i løbet af de kommende begivenheder..."
En ung pige finder nogle mærkelige breve i sin fars bibliotek. Brevene fortæller om faderens jagt efter Draculas grav i sin ungdom. En søgen, der bragte ham gennem det meste af Østeuropa og Tyrkiet, og som mere end én gang bragte ham i livsfare og som også førte personlige tragedier med sig.
Her er tale om en spændende fortælling lidt i stil med "Da Vinci mysteriet". Elizabeth Kostova har godt styr på sin historie og fører læseren med rundt i en labyrintisk søgen efter sandheden. For er Dracula i virkeligheden død? Og hvor er hans grav så? Litteratursiden
Tag en del Dan Brown, mix med en del Anne Rice, tilsæt lidt Bram Stoker, irør en god gang fortællerevne, ryst det hele godt, og voila, en ny fremragende underholdningsroman rammer bordet og læseren, som med fryd og fornøjelse kan kaste sig ud i massevis af intelligent underholdning. En blændende skrevet roman, som springer fra fortid til nutid, og ind i mellem er ganske uhyggelig, for hvad er det, der lurer ude i mørket? Da Vinci, gå hjem og vug, her er en roman med det hele, og så er den velskrevet og med masser af historisk stof, som løfter historien, og giver den et drive, så man pløjer sig vej gennem de 649 sider." Karsten Just, lektør.