En dansk bondefamilie emigrerer i 1910 til Sibirien for at etablere en forretning i tilknytning til et danskejet slagteri. Efter en lovende start rammes forretningen af konkurs. Familien må dybt forarmet vende hjem. Dog må de efterlade deres 15-årige søn, da der ikke er råd til togbilletten. Sønnen sendes ud på et russisk gods som tjenestedreng. Kort efter mister de hjemvendte forældre kontakten med sønnen.
Da 1. Verdenskrig bryder ud, tror familien, at sønnen er død. Men han overlever både verdenskrig, revolution og borgerkrig. I de skæbnesvangre år arbejder han sammen med bl.a. Nikita Khrusjtjov, og han møder de nye sovjetledere Lenin og Trotskij.
Hjemme i Danmark går der ikke en dag uden, at moderen tænker på sønnen. Hun bebrejder sig selv, at de efterlod ham i Rusland, og hun gør alt for at finde ham. Bl.a. skriver hun til polarforsker Peter Freuchen og Lenin – uden held.
Udfordringer, kærlighed, længsel og tragedie sætter på uventet vis sine spor i denne beretning. Begivenhederne, der skildres, er indtruffet og personerne og deres navne er autentiske.