En smuk vinterdag forsvinder den unge, fremadstormende folketingspolitiker Merete Lynggaard. Medierne kaster sig grådigt over historien, og overskrifterne gætter på alt fra selvmord, mord, en tragisk ulykke og kidnapning til frivillig forsvinden. Politiet sætter straks en storstilet eftersøgning i gang – men uden resultat. Merete Lynggaard er som sunket i jorden.
Først da den utraditionelle og hårdt prøvede vicekriminalkommissær Carl Mørck sættes i spidsen for Afdeling Q, politiets nyoprettede afdeling for ”sager under særlig bevågenhed”, sker der et afgørende skred i efterforskningen. Og snart er Carl Mørck og hans assistent Hafez el-Assad på sporet af en hensynsløs forbryder, som drevet af had har lagt en helt afsindig plan.
Spørgsmålet er, om Carl og Assad kan nå at forpurre planen, eller om de selv vil blive ofre for den.
Spændende og velfortalt dansk krimi, der vil finde et stort publikum blandt de mange læsere af nutidskrimier fra genkendelige miljøer. Den vil låne sig selv ud og vil blive anbefalet fra den ene læser til den anden. Lone Krøgh, lektør.