Den unge, svage kong Charles 9. sidder på tronen i 1500-tallets Frankrig mens voldsomme religionskrige raser rundt om i landet. I et forsøg på at skabe forsoning planlægges en alliance mellem kongens søster og huguenot-prinsen Henri af Navarra.
På en lille ø ud for Bretagnes tågede kyster sidder en ung kvinde, Ariane Cheney, der ufrivilligt bliver hvirvlet ind i stridighederne, da det viser sig, at dronningemoderen Katharina af Medici – også kaldet Mørkets Dronning – lægger forræderiske planer i hoffets prægtige gemakker i Paris.
Ariane er kendt for sine magiske og okkulte evner men af frygt for at blive offer for en heksejagt, praktiserer hun kun sine evner i største forsigtighed. En dag bliver hun opsøgt af en såret soldat, som har beviser, som kan fælde Mørkets Dronning.
Det er med livet som indsats, Ariane søger støtte hos den mystiske grev de Renard, og hun må kæmpe for ikke at åbne sit hjerte for ham. Men da tusindvis af huguenotter bliver myrdet på Bartholomæusnatten i 1572, må de stå sammen, hvis det gode skal sejre over det onde.
"Det er en fortælling med historiske kulisser og en hel del magi og myter. Der er mere historie end i fx Marion Zimmer Bradleys romaner og mere magi end i Philippa Gregorys bøger. Det er spændning og drama og en herlig kærlighedshistorie." Lektørudtalelse