Skyerne over Vesterbro er en tempofyldt historie fra Istedgade og omegn. 32-årige Jonas Kuldberg forsøger desperat at få magt over de tilfældigheder, der pludselig ændrer hans liv. På Københavns Hovedbanegård støder han ind i den slovakiske pige Kassia. Efter kort tid forsvinder hun sporløst. De næste 48 timer jagter Jonas Kassia og sandheden om hende. Imens forfølges han af ukendte mænd, der tilsyneladende ikke kun er ude efter ham.
Et lovende debut med appel til især yngre thriller-læsere. Med sit filmiske sprog vil bogen nok mest tale til zapper-generationen, men den er udmærket som uforpligtende thriller-underholdning for alle et par timer. Per Månson, lektør.
Skovmand er journalist og debuterede som forfatter i 2007 med biografien over transvestitten Sandra Day. Nu gælder der thrilleren. Jonas Kuldberg, der er havnet i specialesumpen på filmstudiet, støder på hovedbanegården i København bogstaveligt ind i slovakiske Kassia, der lige er ankommet til landet. De havner sammen på bar og siden i hans seng, men han vækkes brutalt morgenen efter af rockertyper, der leder efter Kassia. Han bliver bortført og tortureret, men slipper fri og leder selv efter Kassia og en udvej væk fra forfølgerne. Det er en velfortalt historie, hvor den lidt tynde handling piftes op af hurtige krydsklip, der fungerer godt i starten, hvor der klippes mellem aftenen med Kassia og dagen efter med rockerne, men virker lidt unødvendig hvor handlingen bliver kronologisk fortløbende. Det skal dog ikke stå i vejen for, at der er tale om en habil romandebut, der tegner lovende.