Stress er vor tids svøbe. Arbejdstiden bliver stadig kortere, men alligevel får flere og flere mennesker mere og mere travlt. Og så kommer alle stress-symptomerne snigende: Manglende koncentration og nedsat arbejdsglæde, dårlig hukommelse, hovedpine, hjerte-kar-sygdomme, mavesår, forhøjet blodtryk, svækket immunforsvar, irritabilitet, myoser og meget mere.
Thomas Milsted giver en dybere forståelse af stress, dens betydning og ikke mindst dens årsag. Mange tror, at stress handler om livsbetingelser og de belastende situationer, vi bliver udsat for på arbejdet eller i privatlivet. Men forfatteren viser, hvordan det er de følelser, som er til stede i en konkret situation, som er afgørende for, om vi udvikler stress. Ubehagelige følelser stresser, og vi må udvikle evner i retning af robusthed, følelsesmæssige kompetencer og ikke mindst humor, hvis livet ikke bare skal overleves, men også leves.
Bogen introducerer os til en vej ud af negativ stress, og til hvordan vi i stedet kan vende situationen til vores fordel. Her har vi fat i noget, der er særligt relevant for en virksomhed eller organisation. Den er desuden et tiltrængt brud i strømmen af stressbøger, som formidler teknikker for, hvordan man kan leve med stress. Dette er en bog, som viser, hvordan man kan leve uden stress. Lena Selander, Corporate Culture, DaimlerChrysler Danmark AS
Der er megen litteratur på dansk om stress, men denne bog af Thomas Milsted har en anden indfaldsvinkel end de gængse. … En række øvelser og en strategi for håndtering af stress afslutter denne spændende, lærerige og letlæste bog om et emne der er kommet for at blive. Karsten Just, lektør.