Kjeld V. Nielsens skildring af vikingekongen Svend Tveskægs liv og færden er farverig, men tro mod historieskrivningen, om end ikke alt kan bevises. Her er en vikingeroman, som vil røre og underholde de mange, som nærer forkærlighed for veldrejede historiske fortællinger med svig og trofasthed, krig og religion, had og kærlighed hos bønder som kongen.
Svend Tveskæg var ægte viking og en af de mest markante skikkelser i den danske kongerække. Han regerede i Danmark og til dels i Norge fra 986 til 1014 – og han erobrede England, som gik i arv til sønnen Knud, den senere Knud den Store.
Romanen ”Svend Tveskæg – min konge” er en spændende fortælling med et bud på, hvem dette menneske var i en tid, hvor kristendommen for alvor begyndte at få greb om sjælene – også i Danmark. Gennem den opdigtede person Ketil Thorgunsen som Svend Tveskægs nære ven tegnes et portræt af en af de største danske konger ud fra de foreliggende historiske kendsgerninger. Et af kodeordene til et succesfyldt liv vil nok altid være: vilje! Og det havde Svend! Andre har skrevet om vikingekonger, men jeg synes Kjeld V. Nielsen gør det forfriskende og underholdende … Meget vellykket historisk roman om Svend Tveskæg, engang konge af Danmark og England. Carsten Güllich-Nørby, lektør.