En massemorder er på spil i London. Ofrene er unge drenge, og da flere af dem er af udenlandsk herkomst, hævder offentligheden såvel som religiøse og politiske ledere og ikke mindst pressen, at politiets langsommelighed i opklaringen af mordene er udtryk for grov racisme.
Det bliver kriminalkommissær Thomas Lynley, der får sagen, og da han forsøger at få Barbara Havers genindsat i den rang, hun tidligere har haft, og desuden selv vil bestemme, hvordan efterforskningen skal føres, møder han alvorlig modstand hos den øverste ledelse i New Scotland Yard.
De bestialske mord fortsætter, og konflikterne i gruppen tager til, alt imens kravet fra offentligheden om en hurtig og effektiv løsning bliver mere og mere massivt.
George har skabt langtidsholdbare personer, Havers og hendes skønne respektløse hurtighed er den mest interessante at følge. En lang intenst spændende bog, med substans nok til alle 545 sider. Lene Kristiansen, lektør.