Benny Andersen og Povl Dissing har siden 1970 digtet og sunget sig ind i danskernes hjerter. Det begyndte, da Benny spurgte Povl, om han ville synge nogle tekster om en herre ved navn Svante. De to har et helt usædvanligt menneskeligt og musikalsk venskab.
Fælles for dem er en dyb kærlighed til musik, men også mange andre værdier binder de to sammen. Nok er Benny og Povl nationalskjalde, men de er også kunstnere i deres egen ret med klare holdninger til det, de laver. Benny og Povl fortæller her for første gang om deres lange liv med musikken, fra barndommens øvelser med klaver, trommer og trompet hjemme i dagligstuen til samarbejdet med symfoniorkestre på vores største scener.
Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint tegner i samtalens form et underholdende og fascinerende portræt af to store musikalske personligheder.
Thomas Thurah har tidligere skrevet samtalebøger med Klaus Rifbjerg og Kim Larsen samt Anker Jørgensen og Bodil Udsen.