Det er eddermame løgn er historien om Ibs sommerferie hos sin farmor og farfar, og det går ikke stille af sig. Ibs farmor har nemlig altid mange gode ideer til, hvad farfar kan lave, og han har heldigvis hænderne skruet godt på.
Ib oplever for eksempel, hvilken mystisk ting, man kan lave af 28 tørretumblere, en kasse reagensglas, et æggeur og en god håndfuld vaskepoletter. Hvad man stiller op med en gigantisk kartoffelplante og en hel del polske cykelturister. Hvad en container kan bruges til, hvis man også lige laver en rutsjebane. For slet ikke at tale om farfars drøm om at lave en flyvende tallerken...
Lydbogen er indlæst af skuespilleren Lars Simonsen, som virkelig lever sig ind i den sjove bog og gør den til en god oplevelse at høre!